Udfordringer ved diagnostisk kapacitet og systematisk auditering
Nærværende analyse understreger, at uhensigtsmæssig ordinationspraksis på offentlige hospitaler udgør en væsentlig drivkraft for udviklingen af antimikrobiel resistens. Litteraturen peger entydigt på, at empirisk behandling dominerer kliniske forløb, hvilket ofte medfører en uforholdsmæssig høj anvendelse af bredspektrede præparater fra WHO's Watch-kategori frem for mere målrettede midler fra Access-gruppen (Antibiotics utilization patterns among tertiary care hospitals in Ethiopia, 2025). Samtidig dokumenterer undersøgelser af sekundære hospitalsmiljøer, at manglen på formaliserede styringsprogrammer og systematiske opfølgningsprocedurer, herunder mangelfuld post-ordinationsauditering, efterlader et markant kontrolunderskud i den daglige medicinske beslutningsproces (Point prevalence survey of antibiotic use in Mexican secondary care hospitals, 2025). Selvom systematiske punktprævalensundersøgelser leverer et værdifuldt øjebliksbillede af det institutionelle forbrugsmønster, afslører den eksisterende forskning et substantielt vidensgab vedrørende de underliggende adfærdsmæssige og organisatoriske barrierer, som forhindrer rettidig præparatjustering, deeskalering og skift fra parenteral til peroral administration. Forskningen fokuserer overvejende på deskriptive opgørelser af ordinationstyper, mens systematiske evalueringer af langsigtede adfærdsændringer og effekten af standardiserede tværfaglige interventioner fortsat er sparsomme i den akademiske litteratur. En væsentlig metodisk begrænsning ved det foreliggende evidensgrundlag er den udbredte anvendelse af tværsnitsdesign, der vanskeliggør kausale konklusioner om stewardship-initiativers reelle langtidseffekt på selektionstrykket og resistensforekomsten. Ydermere begrænses den eksterne validitet af uensartede lokale mikrobiologiske testkapaciteter, manglende dyrkningssvar samt varierende journalføringspraksis på tværs af specialiserede hospitalsafdelinger. For at understøtte en evidensbaseret og rationel lægemiddelbrug må fremtidig forskning derfor prioritere longitudinelle interventionsstudier, der integrerer mikrobiologisk overvågning med kontinuerlig klinisk auditering.