3.1 Strukturel styring versus individuel fleksibilitet i uddannelsesvalg
Reguleringen af de videregående uddannelser gennem mekanismer som uddannelsesloftet og justeringer af SU-strukturen afspejler en gennemgribende prioritering af fremdrift og omkostningsstyring i den offentlige sektor [6]. Hvor Statens Uddannelsesstøtte traditionelt har fungeret som en universel velfærdsydelse med henblik på at sikre social lighed og bred adgang til videregående studier, har de seneste årtiers reformer i stigende grad koblet støtten til hurtig gennemførelse og begrænsning af studieskift. Denne incitamentsstruktur forstærker en markedsorienteret logik, hvor uddannelse primært værdisættes ud fra dens umiddelbare afkast på arbejdsmarkedet snarere end som et rum for bred dannelse og faglig fordybelse [4]. Samtidig medfører begrænsningen i muligheden for at tage flere videregående uddannelser en individualisering af de strukturelle risici, som studerende møder ved fejlvalg. Institutionerne tvinges derved til at navigere i et krydsfelt mellem statslige effektivitetskrav og hensynet til et dynamisk uddannelsesmiljø, hvor usikkerhed og omvalg tidligere var anerkendt som en legitim del af den akademiske udvikling.