Analyse: Aktørernes interesser og styringskoalitioner
Forhandlingen om den grønne omstilling er grundlæggende præget af skiftende magtbalancer mellem traditionelle samfundsinteresser og nye koalitioner af reformorienterede aktører. Erfaringer viser, at en svag eller fragmenteret statslig kapacitet ofte giver modstandere af omstillingen, herunder etablerede faglige organisationer, mulighed for at forsinke vedtagelsen og gennemførelsen af nødvendige miljøpolitiske reformer [1]. Når statslige institutioner derimod styrkes og danner strategiske alliancer med progressive dele af erhvervslivet, opstår der et forstærket momentum, som kan overvinde modstand og skabe fremdrift i de overordnede mål [1]. Samtidig illustrerer strukturelle analyser af miljømæssig governance, at mange politiske systemer fortsat hviler på en stærkt centraliseret styringsmodel, hvor centrale myndigheder fastholder den primære definitionsret over dagsordenen [2]. Selvom civilsamfundet og markedets virksomheder i stigende grad optræder i den overordnede politiske diskurs, forbliver deres faktiske placering i de reelle styringsnetværk ofte perifer, hvilket begrænser den reelle decentralisering af beslutningerne [2]. Denne ubalance mellem centraliseret magtudøvelse og bred netværksinddragelse understreger, at succesfuld omstilling kræver institutionaliserede kanaler for reel aktørkoordinering frem for blot formelle høringsprocesser.